Messi satte lokalrivaler på plads på Camp Nou
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Generelle

Messi satte lokalrivaler på plads på Camp Nou

Lionel Messi scorede to mål, da Barcelona besejrede Espanyol med 4-1 i Copa del Rey. Arda Turan og Aleix Vidal fik deres længe ventede Barca-debut.

FC Barcelona var ikke i stand til at besejre Espanyol, da de to lokalrivaler tørnede sammen i Primera Division i weekenden, men denne onsdag var der ingen slinger i Barca-valsen i mødet med den catalanske lillebro.

I Copa del Reys ottendedelsfinale vandt FC Barcelona 4-1 over Espanyol på Camp Nou, og dermed har Luis Enriques tropper mere end et ben i kvartfinalen.

Barcelona havde Arda Turan med i startopstillingen, og senere i kampen kom også Aleix Vidal i aktion, men ingen af de to debutanter markerede sig på måltavlen. Det gjorde Lionel Messi derimod ikke overraskende. Inden pausen havde argentineren noteret sig for to scoringer, og i anden halvleg kom også Gerard Pique og Neymar på måltavlen. Espanyol bragte sig foran efter ni minutter ved Felipe Caicedo.

Gæsterne sluttede opgøret med kun ni spillere på banen, efter at både Hernan Perez og Pape Kouli Diop så rødt i anden halvleg.