Michael Laudrup hædres i Qatar
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Michael Laudrup hædres i Qatar

Den danske træner Michael Laudrup er kåret til årets træner Qatar.

I under et år har den danske træner Michael Laudrup stået i spidsen for Qatar-klubben Lekhwiya, og det har han gjort så godt, at han er blevet kåret til sæsonens bedste træner i Qatar.

Med Michael Laudrup i spidsen har Lekhqiya vundet ligaen og pokalturneringen, ligesom holdet fortsat er med i den asiatiske udgave af Champions League, hvor klubben er nået til kvartfinalen. Og det har altså været nok til, at Michael Laudrup har fået prisen som sæsonens bedste træner.

- Det er dejligt at få anerkendelse for et stykke arbejde, man har udført, men uden klubben og spillerne havde jeg ikke stået her, sagde Michael Laudrup ifølge TV 2 Sport.

Michael Laudrup har kontraktudløb til sommer, og han har endnu ikke taget en beslutning om, hvad der skal ske derefter. Laudrup har dog tidligere til spansk radio talt om, at han går efter en storklub, og kan det ikke lade sig gøre at blive træner i en storklub, vil han være åben over for et job i USA.

Laudrup har tidligere stået i spidsen for klubber som Swansea, Mallorca, Spartak Moskva, Getafe og Brøndby.