Generelle

Mikael Nilsson overvejer karrierestop

Den tidligere Brøndby-back vil ikke hjem til Sverige og spille. Får han ingen interessante udenlandske tilbud, stoper han.

Mikael Nilssons tre år i Brøndby kan blive de sidste i hans karriere. Efter kontraktudløbet på vestegnen har han nemlig kun fået tilbud fra svenske klubber, og han har afvist dem alle. Nilsson gider nemlig ikke slutte karrieren i hjemlandet, og får han ikke et interessant tilbud fra udlandet, lægger han støvlerne på hylden.

- Jeg har mest været i dialog med klubber i Sverige, men jeg har sagt hele tiden, at jeg ikke ønsker at slutte karrieren i Sverige. Jeg er slet ikke motiveret for det, så hvis jeg skal fortsætte skal det være i en klub i udlandet. Ellers stopper jeg. Jeg er 34 år og nærmer mig slutningen på karrieren, og derfor har jeg også brug for at føle, at jeg bliver udfordret af det, jeg laver. Det vil det ikke være at spille i Allsvenskan, siger Mikael Nilsson til tipsbladet.dk.

Svenskeren bor stadig i Danmark, men lejligheden er opsagt fra midten af august, og så flytter familien Nilsson til Grækenland, hvor de fra 2004 til 2009 mens Mikael Nilsson spillede i Panathinaikos. En ny kontrakt i Danmark ligger ikke i kortene, men er heller ikke helt udelukket.

- Jeg vil gerne spille i udlandet, og Danmark er også udlandet for mig. Men jeg har ikke hørt fra nogen danske klubber, så lige nu er det heller ikke aktuelt. Der har været et par småting fra udlandet, men ikke noget jeg fandt interessant, og kommer der ikke det, så stopper jeg som sagt, siger Nilsson.

I denne uge har Mikael Nilsson holdt formen vedlige i Fremad Amager, hvor den tidligere Brøndby-assistent Peer F. Hansen nu er træner.