Mirakel-træner: Træner i Barcelona hvis jeg kunne forklare det
Jan Christensen / Getty Images
Generelle

Mirakel-træner: Træner i Barcelona hvis jeg kunne forklare det

Claus Therkildsen og Kjellerup slog i går Lyngby ud af pokalturneringen. Efter pausen havde hjemmeholdet momentum, og det rystede Lyngby-spillerne.

Claus Therkildsen, cheftræner for Kjellerup, er stadig paf efter sit holds kamp mod Lyngby i DBU Pokalen i går. Bagud 3-0 ved pausen blev skiftet ud med 3-3 i ordinær spilletid, og da Patrick Bang Nielsen scorede til 4-3 i den forlængede spilletid, var comebacket fuldendt. Kort efter blev der fløjtet af, og dermed sendte Kjellerup Lyngby ud i mørket og sig selv videre til næste runde.

Hvis Kjellerups cheftræner kunne forklare, hvad der skete i går, ville han gøre det, men i stedet kalder han det en del af fodboldens magi.

- Der sker bare noget, og det er enormt svært at forklare, og det der gør det fantastisk. Hvis jeg vidste, hvordan jeg som træner kan få det frem hver gang, var jeg nok i Barcelona, men der sker noget helt vildt, da vi kommer på 1-3. Vi får kæmpe momentum, og nogle af deres spillere bliver rystede, siger Claus Therkildsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I dag har Claus Therkildsen været på job, men han har ikke fået udrettet de store ting. Det kan gå en dag som i dag, når man er selvstændig.

I Kjellerup er der bliver der allerede kigget frem mod næste runde, der spilles efter nytår. Her vil 2. Divisionstræneren gerne trække endnu et Superliga-hold, og gerne Viborg eller Silkeborg, der ligger tæt på.