Morten Olsen takker nej til trænerjobs
Foto: Alex Livesey/Getty Images
Generelle

Morten Olsen takker nej til trænerjobs

Den tidligere danske landstræner er indstillet på, at en lang karriere som træner er forbi. Han fortæller i et stort interview med DR Sporten, at han takker nej til trænerjobs.

67-årige Morten Olsen har ikke haft et trænerjob, siden han i november 2015 stoppede som dansk landstræner efter en mislykket kvalifikation til EM-slutrunden i sommer.

Og det er helt efter bogen, for selv om det vælter ind med tilbud, har Morten Olsen ikke den samme lyst til at træne og være træner igen. Olsen har en lang karriere som først spiller og siden træner for blandt andet Brøndby, FC Köln, Ajax og det danske landshold.

- Jeg har fået tilbud fra alle topklubber i Bundesligaen. Alle. Også Bayern München. Den mest glædelige oplevelse, jeg har haft som træner har været, at alle de klubber, jeg blev fyret fra, har givet mig tilbud om vende tilbage. Brøndby har prøvet, FC Köln har prøvet to-tre gange, og det samme har Ajax, siger Morten Olsen til DR Sporten og forklarer senere, at han takker nej.

- For 14 dage siden havde jeg mulighed for at komme til en klub midt i en sæson. Og der kommer tilbud, som, hvis jeg var 10 år yngre, ville have hapset med det samme. Men jeg har ikke lyst til at flytte igen. Jeg fik et tilbud fra Anderlecht, men det sagde jeg nej til, selv om jeg ikke skulle flytte. Jeg kunne simpelthen ikke se mig arbejde som træner døgnet rundt, og det kan jeg sådan set stadig ikke, siger han.

Morten Olsen fortæller i det lange interview, at han efter stoppet som landstræner fik en erkendelse af, at han nok var blevet mæt som træner. Og at han ikke så fodbold i fire måneder efter playoff-exit til Sverige.