27-årige Nando Rafael er aldrig blevet tysk landsholdsspiller, selv om hans talent for år tilbage berettigede ham til 13 U/21-landskampe for Tyskland. Nu har Rafael valgt at gå andre veje for at få lov at spille landsholdsfodbold.
Således er den tidligere AGF'er udtaget til Angolas bruttotrup på 26 mand til Africa Cup of Nations, der begynder 21. januar. Nando Rafael er født i Angola, men flygtede fra landet på grund af borgerkrig, da han var otte år. Han kom til Holland og fik en chance på Ajax' ungdomsakademi. Siden skiftede han til tysk fodbold og blev tysk statsborger, inden skiftet til AGF i 2008.
Nando Rafael er én blandt flere debutanter i Angolas trup, men mon ikke den nuværende Augsburg-spiller også er med, når landstræner Lito Vidigal skærer sin trup ned til 23 mand. Angola er i gruppe med Elfenbenskysten, Sudan og Burkina Faso ved slutrunden, der tæller i alt 16 nationer.
Holdets største stjerner er Rafaels to angrebskolleger Flavio, der spiller i belgiske Lierse, og Manucho, der har en fortid i Manchester United, men som i dag spiller i Valladolid i Spanien.