Nasri vil gøre som Pires
Samir Nasri har fået en flyvende start på sin karriere i Arsenal. Den
21-årige offensive midtbanespiller har i fire kampe allerede scoret to mål og
brilleret med fine indsatser. Den tidligere Marseille-spiller bliver allerede
sammenlignet med sin landsmand Robert Pires, der havde sine bedste år i
Arsenal-trøjen.
Men Nasri er ikke meget for sammenligningen.
- De har forventet en afløser til Robert Pires. Det er flatterende men meget
svært at leve op til. Men jeg vil meget gerne have en karriere som han havde i
Arsenal, siger Nasri ifølge uefa.com.
Robert Pires er efterhånden blevet 34 år og spiller hos AaB's kommende
modstander i Champions League, Villarreal. Pires spillede størsteparten af sine
79 landskampe i sine seks sæsoner som Arsenalspiller. Samir Nasri håber også at
finde vej som fast mand på det franske landshold gennem sine præstationer i Arsenal.
- Det er en ære at spille i Arsenal. Man spiller sammen med crémen af europæisk
fodbold. Det vil give mig mulighed for at komme i international klasse og komme
på det franske landshold. Spillet i England er meget mere fysisk betonet og der
er meget mere fart i spillet i sammenligning med den franske liga, lyder det
fra det unge talent.
Nasri er udtaget til Frankrigs kommende landskampe mod først Østrig på udebane
og siden Serbien hjemme i Frankrig. Nasri, der spillede to kampe ved Frankrigs
skuffende EM, er i sin unge karriere noteret for 12 landskampe og to mål.