Nordkorea er »verdensmestre«

Nordkorea vandt i nat VM-kvalifikationskampen mod Japan, og det gjorde dem til uofficielle verdensmestre.

Glem alt om Spanien, Brasilien, Tyskland og alle de andre store nationer, der kæmper om at kalde sig verdens bedste. For i nat sikrede Nordkorea sig den titel. Med en 1-0-sejr over Japan i den asiatiske VM-kvalifikation, overtog Nordkorea titlen som de uofficielle verdensmestre.

Den kuriøse måde at finde frem til verdens bedste hold kommer sig af websitet The Unofficial Football World Championship, der ved brug af et system, der kendes bedst fra boksningens verden, finder frem til verdens bedste landshold. Det betød, at Spanien længe var verdensmestre både officielt og uofficielt, men da Argentina i en venskabskamp i september 2010 slog Spanien, så overtog Argentinerne tronen.

Det blev dog en kort fornøjelse for Argentina, der allerede kampen efter tabte til Japan og gjorde dem til verdensmestre. Imponerende nok bevarede Japan den titel i hele 15 kampe, inden Kim Jong-Ils drenge fra Nordkorea i nat kunne lade sig hylde som verdens bedste.

Derfor kunne man fristes til at tro, at Danmark i januar kunne spille sig selv ind som verdens bedste, men for at en kamp skal tælle, så skal begge hold stille med deres A-landshold, og derfor tæller ligalandsholdets kamp mod Nordkorea i Thailand ikke.

Men Danmark har alligevel tidligere haft fornøjelsen af at være verdensmestre i sammenlagt tre kampe. Senest i 1989, da Danmark i DBU's 100 års jubilæumsturnering slog Svrige med hele 6-0 i Idrætsparken. Lars Elstrup scorede to mål i den titelkamp, mens Michael Laudrup, Flemming Povlsen, Henrik Andersen og Jan Bartram scorede de resterende. Det blev dog en kort fornøjelse, for allerede to måneder senere overtog Belgien med en 3-0 sejr.

Det er i øvrigt Skotland, der fører ranglisten med 103 kampe som verdensmestre. Forfulgt af England og Holland med henholdsvis 88 og 66 sejre.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: