Generelle

Ny dansk sejr over Irland

U/16-landsholdet vandt også sin anden kamp

Det danske U/16-landshold fulgte fint op på sejren over Irland i holdets første kamp, da de to nationer mødtes igen torsdag på Hvidovre stadion. Her blev det dansk sejr på 3-1 efter at første kamp i Ballerup var sluttet 4-1.

FC Nordsjællands Kristian Lindberg, der igen var en af de fremtrædende på holdet, scorede sit andet mål for Danmark, da han på forarbejde af Lucas Andersen, AaB, gjorde det til 1-0 midt i 1. halvleg.

Tre minutter efter pausen øgede den lille Esbjerg-spiller Casper Nielsen til 2-0. Her lagde venstre back Mathias Knudsen fra AB op med et godt gennembrud.

Irland fik reduceret på straffespark ved Michael Drennan. Her var den debuterende danske målmand Casper Radza særdeles heldig med at slippe med et gult kort, da han efter at have tabt bolden greb fat i en irer i oplagt scoringsposition.

Det er åbenbart kun i Parken, at man viser målmænd ud, og den danske bænk var så sikker på, at der ville komme rødt kort, at man var ved at gøre truppens anden målmand klar.

- Der var vi heldige, men ellers fortjener vi sejren. Det var en mere rodet kamp, hvor de fik lukket os og vi ikke fik spillet i så flotte mønstre, men vi har større individuelle færdigheder end dem var mere faste i duellerne og opmærksom på omstillinger og standarder, siger landstræner Thomas Frank til tipsbladet.dk.

Sejren blev slået fast af Lucas Andersen via en irsk forsvarer efter en energisk aktion og et godt indæg fra AB'eren Sebastian Kroghdahl.

- Det er ikke så tit det lykkes at vinde begge kampe, når vi har disse dobbeltarrangementer. Begge hold skiftede også syv i startopstilligen, så man får set alle, og vi ved jo heller ikke endnu, hvem der er de bedste, siger Thomas Frank.