Peter Utaka nærmer sig ny klub
Illustration
Generelle

Peter Utaka nærmer sig ny klub

Den tidligere OB-profil Peter Utaka er tæt på at skifte en klub i Kina ud med en anden.

Den tidligere OB-topscorer Peter Utaka er et hit i Kina, og nu er han på vej til at blive centrum i en storstilet transfer i ”Riget i Midten”. Nigerianeren er nemlig tæt på at skifte Dalian Aerbin ud med hovedstadsklubben Beijing Guoan. Det skriver medier i Kina.

Det er et par uger siden, at rygtet om Utakas mulige klubskifte opstod, og nu skulle det altså være lige på trapperne, at den tidligere OB-profil bliver Beijing Guoan-spiller, hvor han vil blive genforenet med den serbiske træner Aleksandar Stanojević, som var manden, der hentede Utaka til Kina fra OB.

Handlen, der endnu ikke er officiel, beløber sig angiveligt til små 12 millioner kroner, hvilket er tre gange så meget, som OB i sin tid tjente ved at sælge angriberen.

Peter Utaka viste så sent som i weekenden, at målnæsen intet fejler, da han scorede hele fire mål for Dalian Aerbin.