Platini kan blive udelukket på livstid
Foto: Claude Paris/Polfoto
Generelle

Platini kan blive udelukket på livstid

Den franske FIFA-kandidat og nuværende UEFA-præsident kan stå til livstidsudelukkelse fra FIFA, bekræfter franskmandens advokat.

Nettet begynder for alvor at stramme sig om den franske UEFA-præsident Michel Platini, der har annonceret sin kandidatur til FIFA's præsidentvalg den 26. februar 2016. Platini er i øjeblikket suspenderet frem til 5. januar 2016 - det samme er Sepp Blatter, nuværende FIFA-præsident - i en sag, der omhandler en tocifret millionoverførsel fra Blatter til Platini tilbage i 2011.

Ingen ved nemlig, hvorfor de penge er overført, ligesom pengene ikke er bogført noget sted. Sepp Blatter og Michel Platini fastholder dog, at pengene er for noget arbejde, som Platini lavede ni år forinden. Det henleder selvfølgelig tankerne på bestikkelse, og FIFA's etiske komité, der i første omgang suspendere de to bosser i 90 dage, har nu også åbnet sager mod Michel Platini og Sepp Blatter.

Flere medier skrev mandag, at Michel Platini kan ende med at blive udelukket fra FIFA i seks til syv år, men nu fortæller Michel Platinis advokat, Thibaud d'Ales, til franske medier, at FIFA's etiske komité jagter udelukkelse på livstid. Noget, han betegner som uhørt og en 'kæmpe skandale'.

Det ville være et historisk nederlag for Platini, der som bekendt er UEFA-præsident, og som samtidig var en stor spiller i 80'erne. Platinis forhåbning om at blive FIFA-præsident ser samtidig ud til at ligge i ruiner, for med så kort tid til FIFA's præsidentvalg skal han have renset sit navn og samtidig genvinde tilliden hos FIFA's medlemslande, der går til stemmeurnerne den 26. februar. Den 60-årige franskmand får en høring senere på måneden, hvor han kan forklare sig foran FIFA's etiske komité.

Der er endnu ingen udmelding omkring, hvad Sepp Blatter står til af straf.

I forhold til FIFA's præsidentvalg i februar gør Platinis kamp for at rense sit navn det til en endnu mere spejlet sag. Gianni Infantino stiller op til FIFA's præsidentvalg, men italieneren har samtidig annonceret, at han trækker sin kandidatur, hvis Michel Platini stiller op.