Portsmouth takker nej til Thomas Juel-Nielsen: Klubjagten fortsætter
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Portsmouth takker nej til Thomas Juel-Nielsen: Klubjagten fortsætter

Den tidligere AGF'er Thomas Juel-Nielsen var ellers til prøvetræning i Portsmouth, men League One-klubben har valgt at sende stopperen videre i jagten på en ny klub.

I sommer havde Thomas Juel-Nielsen blandt andet mulighed for at blive i AGF, hvor han i foråret havde optrådt med en vis succes, men den 27-årige stopper valgte et nyt udlandseventyr i Israel.

Opholdet i Maccabi Netanya blev dog aldrig nogen succes, og uden at have spillet en eneste kamp fik Juel-Nielsen sin kontrakt ophævet på transfervinduets sidste dag. Dermed har han været på klubjagt i godt og vel halvanden måned, og det fortsætter han med i den nærmeste fremtid.

Juel-Nielsen var ellers i sidste og forrige uge til prøvetræning i Portsmouth, og i mandags deltog han i en reserveholdskamp for League One-klubben, men Portsmouth har sendt Juel-Nielsen videre. Det bekræfter manager Kenny Jackett.

- Thomas er her ikke længere. Han spillede mod Everton (for reserveholdet, red.), men vi lod ham gå. Vi har en ung prøvespiller her, men det er det, siger Jackett til portsmouth.co.uk.

Thomas Juel-Nielsen sagde for et par uger siden til tipsbladet.dk, at han foretrak at blive i udlandet, og at han ikke fortrød at sige nej til AGF, selv om det ville have været et mere sikkert valg end satsningen i Israel og det - set i bakspejlet - uheldige udfald.

- Det var et meget svært valg at forlade AGF, hvor jeg havde det rigtig godt, og jeg var super glad for trænerstaben, klubben generelt og fansene, som jeg følte, jeg havde et godt forhold til. Men udlandet trak også i mig, og jeg følte, det var en god timing for mig, så da tilbuddet fra Israel, følte jeg, det var noget, jeg måtte hoppe på, sagde han.

- Så nej, jeg fortryder ikke. Men jeg skulle gerne ændre på de ting og misforståelser i Israel og være den erfaring rigere efter to måneder dernede allerede fra start. For opholdet dernede havde absolut potentiale til at blive et rigtig godt samarbejde.