Evian Thonon Gaillard har efterhånden samlet sig en hel koloni af danskere i klubben, og Stephan Andersen, Daniel Wass og Christian Poulsen var da også alle med, da holdet i dag mødte Metz i den franske pokalturnering.
Og især sidstnævnte kom til at spille en hovedrolle i sejren, der først blev sikret efter forlænget spilletid og straffespark. Den ordinære kamp endte 0-0, men efter de 120 minutter stod der 2-2 på tavlen efter en uhyre sen udligning af Evian.
Dermed skulle det hele afgøres fra 11-meterpletten, og herfra viste Christian Poulsen, at han havde nerverne i orden, da han omsatte det ene af Evians spark til scoring. Også de øvrige Evain-spark blev sendt i kassen, og da Metz' Omar Pouye som den eneste misbrugte sit spark, kunne danskerklubben til sidst indløse billetten.
Omar Pouye sendte sit forsøg over mål, så Stephan Andersen kan ikke engang prale af en afgørende redning i straffesparkskonkurrencen.