Evian Thonon Gaillard er på alle tænkelige måder noget helt andet end Juventus, Liverpool og de øvrige storklubber, Christian Poulsen har nået at repræsentere i løbet af sin efterhånden lange karriere. Men franskmændene har kunnet tilbyde midtbanespilleren noget, de fleste af de andre klubber har haft svært ved - nemlig spilletid.
Landsholdsspilleren skiftede i sommer fra Liverpool til kildevandsklubben, og indtil videre har det været en stor succes for Christian Poulsen personligt, der har været fast mand hos oprykkerne lige siden. Og han har gjort det godt. Så godt, at Evian gerne vil forlænge kontrakten, der udløber til sommer. Danskerklubben står klar med en to-årig kontraktforlængelse.
Men den kontrakt kan klubbens sportsdirektør, Pascal Dupraz, få lov til at vifte med et stykke tid endnu. Christian Poulsen har nemlig ikke travlt med at fatte pennen og skrive under på kontraktforlængelsen.
- Lige nu er det ikke aktuelt at forhandle om en forlængelse. Det skal ikke misforstås sådan, at Christian ikke er glad i Evian. For han befinder sig rigtig fint i klubben og har godt selskab af nogle danske holdkammerater. Men Christian har ikke travlt med at få noget på plads, så vi venter med en dialog med Evian, siger Poulsens rådgiver, Jørn Bonnesen, til sporten.dk.
Ifølge mediet er der to grunde til, at Christian Poulsen holder den franske klub på pinebænken. Dels er det fordi, at danskeren har genfundet sit gamle jeg i Frankrig og derfor sagtens kan vise sig aktuel for flere storklubber, og dels er det fordi, at Evian Thonon Gaillard langt fra er sikker på at spille i landets bedste række næste sæson. I skrivende stund er holdet blot placeret fire point over nedrykningsstregen.
Angiveligt bliver det først engang efter EM, at Christian Poulsen er klar til at sætte sig ved forhandlingsbordet med danskerklubben.