PSG sigter mod tredje monsterhandel
Få klubber i den internationale fodboldverden har flere penge i klubkassen end storsatsende Paris Saint Germain, og franskmændene er så sandelig ikke blege for at udnytte deres status som yderst velhavende.
Paris SG har allerede kastet spandevis af millioner efter AC Milan i bytte for Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva, men her er der ingen grund til at stoppe, synes de at tænke på direktionsgangene i Paris. Derfor er klubben nu gået på jagt efter sommerens tredje megahandel.
Og hovedpersonen i det puslespil skal ifølge
Daily Mirrorfindes i Chelsea. Avisen skriver, at Paris Saint Germain vil have Ashley Cole til at udfylde venstre back-positionen i klubben. Paris SG trænes af Carlo Ancelotti, der som bekendt har en fortid i Chelsea, og det er formentlig på hans opfordring, at søgelyset nu er rettet mod den engelske landsholdsspiller.
Ashley Cole, der tidligere er blevet sat i forbindelse med Manchester United, har på det seneste været ude med riven efter sin arbejdsgiver. Englænderen er angiveligt utilfreds med, at Chelsea ikke har tilbudt ham en ny kontrakt.