Rekdal - Det unorske ikon

Han er en vinder, men han er ikke en folkelig vinder. Han er en succes, men mange nordmænd har svært ved at glæde sig over hans succes. Er hans unorske opførsel en af grundene til, at det er ham, der har lavet de vigtige mål for det norske landshold?

- He-he, Jeg har haft den egenskab at dukke op på det rigtige sted på det rette tidspunkt, men det hænger nok også sammen med, at jeg tror på chancen i hele kampen og kæmper til sidste fløjt. Det har jeg så også fået det maksimale ud af. Og måske er det derfor, at jeg har scoret de mål, som bliver husket.

Han ligner ikke en gammel slidt fodboldspiller, der har kastet sig over trænergerningen som et sidste halmstrå for at holde forbindelsen til fodboldverdenen. Iklædt træningsdragt, velfriseret og tilsyneladende i god form sidder han overfor mig med en afventende attitude. Det er svært at fange hans blik. Jeg når lige at tænke, at det nok er, fordi han er lidt genert, da han ikke kan undertrykke en gaben. Så begynder han at fortælle om det norske landsholds udvikling.

- Norge var en c-nation, da "Drillo" begyndte, og han fik sat Norge på Europakortet. Vi gik fra c-nation til a-nation, men nu er vi gået lidt tilbage igen og er vel mellem a- og b-nation. Fodbolden udvikler sig, og det, der var rigtigt for 10 år siden, er ikke nødvendigvis rigtigt længere. Og det, vi tror er rigtigt i dag, er garanteret ikke rigtigt om 10 år. Under "Drillo" spillede vi på en måde, der gjorde os uafhængige af enkeltspillere. Problemet var, at vi ikke formåede at udvikle os fra at være en holdmaskine. Vi var meget sårbare, når vi selv skulle skabe spillet. Vi var stærke, hvis modstanderen angreb, men hvis vi selv skulle angribe, så havde vi problemer.

Det er ikke første gang, han fortæller den historie. Ordene kommer rutineret og flydende, men øjnene er uden glød. Det er et arbejde for ham lige så vel, som det ville være at træne spillerne i den nærliggende hal ved siden af cafeteriet.

Kjetil Rekdal er blevet 36 år. Efter en lang karriere i udlandet vendte han i foråret 2000 tilbage til Norge og startede i Vålerenga som spiller. Det kneb med spilletiden i Hertha Berlin i Tyskland, og han skulle bruge minutter på banen for at bevise, at han skulle med i den norske EM-trup i sommeren 2000.

Skiftet afsluttede en lang karriere i international topfodbold, der var gået over tyske Gladbach, belgiske Lierse og en kort afstikker til franske Rennes, inden udlandskarrieren sluttede tilbage i Tyskland hos Hertha Berlin.

- Jeg kom meget tidligt til Gladbach, hvor jeg var den tredje udlænding, og dengang var antallet af udlændinge begrænset til to på banen. I Norge havde jeg indtil da nogen gange spillet for halv kraft, og det gik alligevel. I Tyskland gav jeg mig helt ud, men blev alligevel udspillet på alle måder. Det synes en 19-årig ikke er specielt morsomt. Da måtte jeg gå ind i mig selv og få styr på prioriteterne. Jeg kunne ikke bruge tid på alt muligt andet - jeg måtte koncentrere mig fuldt ud og bruge alle mine kræfter på træningsbanen. Jeg begyndte at spise anderledes, gå tidligere i seng og få massage.

Alligevel blev tiden i Gladbach ikke en succes. Rekdal kæmpede med den jævnaldrende Effenberg om en plads på midtbanen, og til sidst forlod Rekdal klubben og tog et skridt ned af hierarki-stigen med et skifte til Lierse i Belgien.

- Selv om det sportsligt set var et tilbageskridt, så var det det helt rigtige at gøre. Jeg trænede stadig for fuld kraft hele ugen og spillede nu også weekenden. Jeg udviklede mig som menneske i den periode, for man er - måske ikke på krigsstien - men på job i udlandet. Der er en stærk konkurrence med andre, og hvis ikke man passer på sig selv, så taber man kampen. Så man er nødt til at fjerne alle de overflødige ting og leve fuldt og helt for fodbolden.

Stadig er der tilsyneladende ikke den store originalitet i spørgsmålene, men vi er begyndt at have øjenkontakt en gang imellem. Måske bryder han sig bare ikke om at se fremmede mennesker ind i øjnene. Folk kan jo være lidt sky. At han tjekker en indløben sms, mens han er ved at svare på et spørgsmål signalerer nu egentlig ganske stor tryghed ved situationen.

Efter seks år i Lierse skiftede Rekdal til Rennes i Frankrig, hvor han aldrig faldt til, og allerede efter et år rykkede han videre.

Næste stop var Hertha Berlin. Klubben var netop rykket op i Bundesligaen, og allerede i den anden sæson førte forsvarsstyrmand Rekdal holdet til en tredjeplads og Champions League deltagelse. Tredje sæson i det tyske blev ødelagt af mange skader og for lidt spilletid, og i foråret 2000 blev parterne enige om at ophæve kontrakten, så Rekdal kunne skifte hjem til Vålerenga i Norge og spille sig i den norske EM trup. I det tyske opnåede Rekdal trods den triste exit nærmest kultagtig status som klubbens dirigent og indpisker, og opholdet har også gjort indtryk den anden vej. Øjnene liver op, og ordene følges nu af fagter, der fortæller levende om tiden i Berlin.

- I Tyskland er klubberne store firmaer, hvor spillerne blot er brikker i et stort spil. Jeg mærkede det, første gang jeg brækkede benet i Tyskland. Det var et hårdt slag for mig og for holdet, men allerede efter et par kampe, så gik livet i klubben videre, og der var nye spillere til at tage over. I Norge fylder spillerne lidt mere end det.

I Tyskland fik han den respekt for sine præstationer, som nordmændene tilsyneladende har svært ved at mobilisere, og han medgiver gerne, at hans mentalitet passer bedre til den tyske end til den norske.

Rekdal kom til EM 2000, men kun som bænkevarmer, og da sæsonen sluttede med Vålerenga, rykkede holdet ned. Den tidligere storklub med tre mesterskaber i begyndelsen af firserne stod foran en større genopbygning, og klubben spurgte Rekdal, om han ville være spillende træner. Det har han nu været i fire sæsoner med en pokaltitel i 2002 og sølvmedaljerne i 2004 som højdepunkter. Rekdal har meddelt, at han fra nu af kun vil være træner, så nu er en 20 år lang karriere i topfodbold definitivt slut.

- Jeg tåler ikke for meget træning længere, og når man ikke kan deltage fuldt ud, så er der ikke noget sjov ved det længere. Det er bedst at få lov til selv at sige stop, og på den her måde er jeg stadig så tæt på kridtstregen som muligt. Skulle jeg have været helt op på tribunene at sidde ville det have været endnu værre.

Smerten i øjnene er tydelig nu. Han kigger lidt vemodigt til siden, men heldigvis kommer i samme øjeblik en fan og beder om en autograf på en Vålerenga-trøje. fordi han er stoppet, så er han langtfra glemt. Og nu hvor snakken falder på Vålerenga, liver han helt op, og kaster sig ud i lange og teoretiske forklaringer om klubbens og holdets udvikling. Forbløffende så lidt fokus han har på sig selv, hvis han virkelig er så arrogant, som nordmændene siger ...

- Det var først i september, da vi slog Rosenborg på Lerkendal, at vi begyndte at tro på guldet. Vi havde ikke nogen ambitioner eller tro eller håb om at kæmpe med om guldet, da vi startede sæsonen. Først senere indså vi, at det var en mulighed. Havde vi haft en bredere trup, så havde vi fået de flere point, der kunne have givet os mesterskabet. Vi har længe været et mandskab, som tabte meget få kampe, men på den anden side har vi spillet alt for meget uafgjort. Der er vi blevet skarpere, og vi tror på, at vi nu har chancen for at knække Rosenborg, og at vi har evnerne.

Ansvaret for klubbens videre udvikling tager han højtideligt. Uanset hvor hård og sammenbidt han virker, hersker der ingen tvivl om, at Vålerengas succes ligger ham meget på sinde.

- Der er mange dygtige mennesker i klubben, som er kommet til i løbet af omstruktureringen, og der er kommet et nyt arbejdsmiljø, som hele tiden arbejder hen imod at nå lidt længere. Vi vil lidt mere. Vi vil være bedre. Vi vil være bedst. Vålerenga er en potentiel storklub i Norden. Helt sikkert. Beliggenheden og publikumsinteressen berettiger til det. Nu er vi kommet så langt, at vi forhåbentlig kan hægte os fast i toppen af Tippeligaen. Og kvalificere os til Royal League og Europa Cup. Måske endda ind i mellem vinde "Seriegull" og komme med i Champions League. Vi var uhyggelig tæt på sidste sæson. Det var et spørgsmål om ganske få centimeter til sidst, og vi kunne lige så godt have vundet, som Rosenborg.

Nu skal jeg love for, at han er blevet varmet op. De rent fodboldtaktiske ting kan for alvor få gløden frem i øjnene på Rekdal, og da han gaber igen midt i en sætning, tænker jeg, at det nok bare er fordi, at han rent faktisk er træt.

- Hvis du er god til en ting, så vinder du de kampe, hvor du er bedst til det, og taber de kampe, hvor du ikke er den bedste. Hvis du er god til flere ting, så kan du vinde hver gang. Det er det, der er tanken bag i hvert fald. Der er nok norske hold, der vinder på solskinsdage og taber, når det regner. Vi skal gribe chancen i hver kamp og vinde flere og flere, også på de dårlige dage. At spille mod Rosenborg på Lerkendal er jo noget helt andet end at møde Sogndal på hjemmebane, og der skal holdet kunne håndtere de to forskellige situationer. Jeg mener, at vi er kommet et godt stykke af vejen med fremtidens fodbold. Vi slipper meget få mål ind og er vanskelige at score imod. Vi har en meget høj grad af boldbesiddelse og skaber mange chancer.

Den sejrsbevidste ener er meget fokuseret på at holde hele truppen i højeste gear. Der er ikke nogen særstatus, og der er ingen fribilletter i Rekdals univers. Han har selv været i den hårde skole, og det skal hans spillere også kunne magte.

- Hos os er der meget få, som er sikre på at spille næste kamp, så alle er nødt til at give sig helt til træningerne. Det giver ekstra håb at vide, at selv om holdet har spillet godt med dig på bænken, så kan du sagtens spille næste weekend alligevel. Der kan hele tiden være en eller to forandringer, som gør, at netop du kommer ind på holdet. Det er med til hele tiden at skærpe konkurrencen på holdet. Jeg vil have spillere, der minder så meget om mig selv som overhovedet muligt med hensyn til kommunikation og synlighed på banen. Spillerne skal hele tiden være over hinanden og opildne og skærpe hinanden. De må gerne være oppe i det røde felt på banen, men når de så går ind i omklædningstrummet, så skal det være overstået. Man kan ikke komme dagen efter og sige, at han kaldte mig en idiot i går, så jeg er stadig sur i dag.

Interviewet er slut, og Rekdal siger høfligt farvel, inden han skynder sig videre. Manden er travl og fokuseret på sine mål, men arrogancen er der kun, hvis man leder efter den, og det kommer der ikke noget godt ud af.