
Marc Rieper var selv med i trænerstaben i AGF, da Morten Rasmussen kom i førsteholdstruppen som spæd teenager, og han lover Celtic, at de får mål at se, hvis danskeren får chancen regelmæssigt. Han kan simpelthen ikke lade være. - Han er på mange måder som Kris Boyd i Rangers. Der sker ikke meget uden for boksen, men i feltet er han dødbringende. Morten har altid lavet mål, og det bliver han ved med, uanset hvor han havner. Han er den type spiller, siger Rieper ifølge Daily Mail, og opfordrer til at manager Mowbray bruger danskeren mere regelmæssigt. - Morten har en fantastisk næse for mål, men han har brug for at få sin selvtillid pumpet lidt op. Han vil ikke skuffe, lover Rieper.