Generelle

Risgård stadig fanget i Panionios

Kasper Risgård slap ikke ud af sin kontrakt med Panionios i tide til at skrive med en dansk klub, men der arbejdes fortsat på at få ham væk.

Det blev ikke lykken for Kasper Risgård at skrive en toårig kontrakt med græske Panionios i sommer. Klubbens svenske træner Mikael Stahre blev fyret, ligesom præsidenten i klubben belv skiftet ud.

Lige nu træner Risgård så med en gruppe af spillere, der har fået at vide, at de er uønskede i klubben, og Risgård har sågar ikke fået løn i flere måneder. Kasper Risgård og hans agent John Sivebæk har arbejdet på at få danskeren væk, inden transfervinduet lukkede, men det lykkedes ikke.

- Vi havde en klub på hånden, der ville have Kasper, hvis han slap ud af kontrakten med Panionios. Men vi kunne ikke finde en løsning i forhold til det, han har tilgode. Jeg fornemmer heller ikke, at vi er tæt på, men vi arbejder fortsat på det og prøver at løse det, siger John Sivebæk til tipsbladet.dk uden at ville afsløre klubbens nationalitet.

LÆS OGSÅ: Risgård uden løn i fire måneder

Risgård-lejren håber, at Kasper Risgård kan få dispensation fra de regler, der siger, at han skal være fri af sin klub, inden transfervinduet lukker for at skrive kontrakt med en anden klub efter vinduets lukning.

- Vi må jo søge om den dispensation, hvis vi får ophævet kontrakten. Der er undtagelser fra de regler, og det kunne være, at Kaspers situation kunne gøre, at vi kunne få sådan en dispensation, men lige nu må vi arbejde videre på at ham ud af kontrakten derende, siger John Sivebæk.

Kasper Risgård kom til Panionios i sommer fra et ligeledes mislykket ophold i den tyske 2. bundesligaklub Arminia Bielefeld.