Det er en lidt anden kropsdel end Ronaldinhos fødder, der tiltrækker sig al opmærksomheden i disse dage, men ikke desto mindre er det dem, der har skaffet brasilianeren en guldrandet kontrakt i Flamengo i hjemlandet. Eller måske er kontrakten slet ikke så guldrandet endda. I hvert fald ikke andre steder end på selve papiret.
Brasilianske medier kan nemlig fortælle, at Ronaldinho ikke har fået udbetalt løn i de seneste fire måneder. Det var i forvejen kendt, at Flamengo måtte grave dybt i pengetanken for at lokke superstjernen hjem til Brasilien, og nu viser det sig altså, at klubben også har været nødsaget til at grave for dybt.
Ronaldinho har i løbet af sin karriere tjent spandevis af millioner, så offensivspilleren skal nok få smør på brødet uden de fire måneders løn. Men situationen går ham på.
- Flamengo er nødt til at løse situationen, og det er i en fart. Ronaldinho har ikke fået løn i fire måneder, men alligevel går han forrest på banen i hver eneste kamp. Vi venter, men der er grænser for vores tålmodighed. Og jeg kan godt afsløre, at vores tålmodighed snart er opbrugt, siger Ronaldinhos agent Roberto de Assis til Marca Brazil.
Ronaldinho blev tidligere på måneden sat i forbindelse med græske Panathinaikos - et rygte, mange ikke havde andet end latter til overs for. Måske den opfattelse er blevet ændret en smule.