Ronaldo reddede tsunami-offer - Nu får han kontrakt
Generelle

Ronaldo reddede tsunami-offer - Nu får han kontrakt

17-årige Martunis var på randen af døden efter tsunamien i 2004, men skriver nu kontrakt med Sporting Lissabon.

I 2004 ramte en katastrofe verden, da en tsunami hærgede Sydøstasien. Flere tusinde mennesker mistede livet, mens andre overlevede i sidste sekund. En af dem var den nu 17-årige Martunis, der for alvor var på randen af døden. I 21 dage måtte han klare sig helt alene, hvor han kun overlevede ved at drikke vand fra en pool. 

Drengen blev dog fundet, og blev straks bragt til hospitalet. Her tog en række britiske medier hans skæbne op, og denne nyhed nåede frem til selveste Cristiano Ronaldo. Den portugisiske stjerne valgte at tage til Thailand for at hjælpe drengen, hvor han blandt andet finansierede genopbygning af familiens hus.

Unge Martunis har holdt kontakt med Ronaldo siden, da de begge har en stor passion for fodbold. Stik imod alle odds ser det nu ud til at lykkedes for det unge talent at leve sin drøm ud. Ved et galla torsdag kunne storklubben Sporting Lissabon nemlig meddele, at man har hentet Martunis på kontrakt. 

En gylden mulighed, der skaber stor glæde:

- Jeg er meget glad for at være her. Det er rigtig stort, og nu kan jeg udleve min drøm om at blive professionel fodboldspiller, fortæller Martunis, da han blev kaldt på scenen under showet. 

Sporting Lissabon-præsident Bruno de Carvalho har meddelt, at klubben tror på den unge spiller, der på sigt kan nå hele vejen til førsteholdet. Fodboldbanen er dog ikke det eneste sted, hvor man vil hjælpe Martunis. Også på det personlige plan vil klubben hjælpe den hårdt ramte familie, der mistede flere medlemmer under katastrofen i 2004. 

Martunis starter i første omgang på klubbens ungdomshold.