Ronaldo vinder årets spiller i Europa
Foto: Daniel Ochoa de Olza/Polfoto
Generelle

Ronaldo vinder årets spiller i Europa

Ronaldo vandt både Champions League og EM sidste sæson, og nu har han også vundet årets spiller i Europa.

Det er ikke ofte, at Cristiano Ronaldo kan slippe for at stå overfor Lionel Messi i kåringer, men det skete torsdag aften efter Champions League-gruppespillets lodtrækning. Her skulle UEFA nemlig kåre årets spiller i Europa.

Her var Ronaldo oppe mod sin holdkammerat Gareth Bale samt Atletico Madrids Antoine Griezmann, hvor det altså blev til endnu en kåring til den portugisiske offensivspiller, der både vandt EM og Champions League i sidste sæson.

Efter kåringen blev ordet givet til Ronaldo, der tog den diplomatiske kasket på, da han skulle sige, hvad han havde på hjerte.

- Det ville ikke være fair, hvis jeg ikke skulle nævne de to nominerede. Det er to fantastiske spillere, og de fortjener den også. De spiller fantastisk og har haft et stort år, siger Ronaldo.

Prisvinderen havde også nogle ord til Griezmann alene, som Ronaldo hele to gange stod overfor i finaler.

- Griezmann, undskyld, vi vandt begge finaler, lød det fra ham.

Det er anden gang, at Ronaldo vinder årets spiller i Europa.