Ekstra Bladet kunne i dag berette om, at Nicki Bille kan risikere at blive dømt op til otte års ubetinget fængsel, efter han er blevet anmeldt for politivold efter en våd nat i byen natten til fredag i påsken.
Bille er stadig en del af Rosenborg-truppen, der spiller kamp i aften i Tippeligaen mod Bodø/Glimt, og det vil han fortsat være, fortæller Rosenborgs kommunikationschef til BT.
Rosenborg vil først undersøge sagen nærmere, inden man melder noget officielt ud.
- Ja, vi har snakket med Nicki Bille. Nu efterforsker vi det hele, og så må vi finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Før vi ved alt, kan vi ikke sige noget, siger kommunikationschef Trond Alstad til BT.
Rosenborg spiller i aften klokken 19 på udebane mod Bodø/Glimt, hvor Nicki Bille altså er en del af truppen trods den mulige voldsepisode.