
Når vinteren for alvor rammer Norge, plejer Rosenborg at træne indendørs i ABRA-hallen. Men det kommer de ikke til denne vinter. Hallen er nemlig blæst omkuld. Norge var ramt af en særdeles hård storm i nat, og det var mere, end hallen kunne holde til.
- Det er meget tragisk. Ikke bare for Rosenborg og vores egne træningstider, men også for de mange andre hold, der også træner i ABRA-hallen og nu må finde et andet sted på meget kort tid. Jeg synes, det er forfærdeligt, siger Roar Munkvold, der er leder i RBK Eiendom, til adressa.no.
Det er anden gang på under tre år, at ABRA-hallen braser sammen. Også i 2009 gik det galt, da kraftig sne fik taget til at brase sammen. Iøvrigt kom ingen til skade under nedstyrtningen - hverken i 2009 eller i nat.