Sampdoria går efter eks-landstræner

Sidste sæsons overraskende nedrykkere fra Serie A, Sampdoria, fyrede i går sin træner. Nu jagter de den tidligere italienske landstræner Roberto Donadoni.

Efter 0-1 hjemme mod Vicenza i weekenden fyrede Sampdoria træner Gianluca Atzori, der bare har stået i spidsen for klubben få måneder, efter han overtog jobbet fra Alberto Cavasin, der blev ansat i marts til at redde klubben fra nedrykning fra Serie A.

Det formåede Cavasin ikke, og Atzori har heller ikke formået at leve op til forventningerne om, at han skulle spille Sampdoria ind på en sikker topplacering i Serie B, idet holdet ligger nummer syv efter 15 runder.

Sampdoria ventes at præsentere en ny træner senest i morgen, og klubben har to kandidater. Den tidligere landstræner Roberto Donadoni, der blev fyret i Cagliari i august - lige før sæsonen startede, og den tidligere Brescia-træner Giuseppe Iachini, der paradoksalt nok rykkede ned med Brescia sammen med Sampdoria i sidste sæson.

- Jeg tror ikke, der er nogen grund til at nævne andre end de to. I øjeblikket hører jeg masser af ting, men jeg vil ikke have nogen af de to trænere til at føle sig som andetvalg. Vi venter på, at de giver os et endeligt svar, og så må vi træffe en beslutning baseret på det, siger sportsdirektør Pasquale Sensible i følge Football Italia.

Sampdoria møder i den kommende weekend Bari på udebane, hvilket bliver den nye træners første kamp i Genoa-klubben.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: