
Perez Burrull formåede på uheldig vis at bringe sig selv i centrum i søndagens kamp mellem Real Madrid og Osasuna.
Dommeren fra den nordspanske region Cantabria undlod at fløjte for to klare straffespark begået mod Osasuna-kanten Juanfran - oven i købet viste han ved begge lejligheder spilleren det gule kort, så Juanfran fik marchordre i stedet for potentiel heltestatus.
Samtlige spanske sportsmedier har ladet kritikken hagle ned over Perez Burrull, og nu har det spanske fodboldforbund så taget kritikken til efterretning og smidt Perez Burrull i "køleskabet", som det hedder direkte oversat fra spansk.
Perez Burrull skulle have dømt pokalkampen mellem Barcelona og Espanyol, men det får han ikke lov til nu. Den kamp skal i stedet dømmes af Muñiz Fernandez.
Spanske dommere er generelt af en meget lav standard, der slet ikke står mål med den høje spillemæssige kvalitet i ligaen, og det er ikke første gang i sæsonen, at fodboldfundet føler sig nødsaget til at skride ind.
Dommer Álvarez Izquierdo, som begik graverende fejl i kampen Athletic Bilbao - Real Madrid tidligere, fik fem kampe i "køleskabet", inden han igen blev sat på en kamp.