Sprayopfinderen truer med retssag
Illustration
Generelle

Sprayopfinderen truer med retssag

Opfinderen af den markeringsspray, som dommere verden over bruger, er ikke begejstret for det tyske fodboldforbunds idé om at tage et lignende produkt i brug fra en anden producent.

Lørdag skrev vi her på Tipsbladet.dk, at Tyskland ville droppe dommersprayen, da den indeholdt farlige parabener.

Derfor vil det tyske fodboldforbund nu til at lede efter en anden producent til markeringssprayen, så den kan laves uden de hormonforstyrrende parabener, men det er bestemt ikke noget, som gør opfinderen af den nuværende markeringsspray glad:

- Det er et alvorligt problem, hvis Tyskland laver en spray i deres land, som bliver foretrukket, lyder det fra opfinderen i et interview med DPA.

Opfinderen af den markeringsspray, som Tyskland ikke vil tage i brug, hedder Pablo Silva og kommer fra Argentina. Han har taget patent på opfindelsen i hele Europa, og derfor er han ikke i tvivl om, hvad der kommer til at ske, hvis Tyskland begynder at lave deres egen markeringsspray:

- Hvis det tyske fodboldforbund begynder at bruge en spray fra en anden producent, så kommer vi til at sagsøge dem, siger Silva.

Om det tyske fodboldforbund tager truslerne alvorligt vides endnu ikke, men som det ser ud på nuværende tidspunkt, gør EU's lovgivning, at dommersprayen er ulovlig i hele EU, lyder det fra det tyske certificeringsselskab TUEV.