Stort Thomas Sørensen-interview: Det største var at spille for Danmark
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Stort Thomas Sørensen-interview: Det største var at spille for Danmark

Den tidligere landsholdsmålmand Thomas Sørensen har indstillet sin karriere. I et stort interview fortæller han om at tilpasse sig i en foranderlig fodboldverden, om den svære beslutning at sige farvel og om karrierens højdepunkt: at være dansk landsholdsspiller.

I sommeren 1994 var verden en anden. Løvernes Konge og Forrest Gump var netop udkommet, Poul Nyrup Rasmussen var halvandet år inde i sin statsministertid, og Brasilien blev verdensmestre i USA.

I OB blev en ung målmand rykket op i førsteholdstruppen og begyndte dermed en rejse, som først sluttede i dag. Thomas Sørensen meddelte mandag formiddag, at han har indstillet sin fodboldkarrieren efter 23 år på topniveau. 

Siden han blev senior i OB, er det ikke kun verden omkring, de har forandret sig. Det har fodboldverdenen også. 

- Jeg har skullet forandre med mig den. Fokus på detaljen er blevet enormt meget større, konkurrencen er blevet enormt meget større. Det er blevet så meget sværere, sådan føles det i hvert fald. Konkurrencen på europæisk plan er vokset, og gruppen af fodboldspillere i 80’erne er vel firedoblet i dag, siger den 41-årige nu tidligere målmand til tipsbladet.dk.

- I hele min ungdom måtte man tage bolden op på tilbagelægninger. I sidste sæson blev jeg også offer for den helt nye måde at spille på, hvor målmanden skal være en ekstra markspiller. Enten falder man fra, eller så må man ændre sig. I min karriere har jeg været god til at omstille mig, ellers man overlever man ikke et-par-og-20 år på højeste niveau.

Fodbold kan være svær at sætte på formel, for tallene gør ikke altid oplevelserne retfærdighed. Men nogle gange er tal det, der beskriver noget klarest. Som for eksempel Thomas Sørensens karriere. 23 år, 101 landskampe og 440 klubkampe har manden, der afløste Peter Schmeichel på landsholdet, opnået. 

Det fortæller historien om en stor karriere, især i dansk målestok. Ud af tallene og de hundredvis af kampe og store oplevelser, som de repræsenterer, har nogle af dem selvfølgelig været større end andre.

- Det er gået rigtig stærkt. Det er mange år, men her i slutningen føler jeg, at det er fløjet af sted, siger Sørensen med et grin.

- Der har været ting, som man har haft som drengedrøm, og pludselig gik de i opfyldelse. Jeg spillede kampe for førsteholdet i OB, var i Svendborg, fik en fantastisk mulighed i Sunderland, som banede vejen ind på landsholdet. Noget af det, jeg er mest stolt over, er helt sikkert den tid, jeg var på landsholdet. Min største drøm som lille knægt var at spille for Danmark. Alle de andre ting rangerer et sted derunder, siger manden, der debuterede i 1999 og fik 101 landskampe frem til pensionen i 2012.

- Jeg kan finde noget, jeg husker, i alle de klubber, jeg har været i. Jeg har altid haft et fantastisk forhold til klubberne og fansene, og det har været gengældt. Det er et klap på skulderen til mig, at jeg har gjort det på den rigtige måde og givet alt, hvad man kunne. Jeg har medaljer og ting og sager, men den måde, jeg har gebærdet mig på og altid givet 100 procent, det jeg kan se tilbage på og være allermest stolt over.

Med sine 41 år har Thomas Sørensen været professionel fodboldspiller i over halvdelen af sit liv. Derfor har det ikke været nogen nem beslutning at gøre en ende det, og siden sæsonen i Australien sluttede i april, har han brugt tiden på at overveje sin egen fremtid.

Melbourne City, hvor han har spillet siden 2015, ville egentlig gerne beholde Sørensen, men tiden var inde, mente han.

- Det er noget, man vejer op. Hvad får man ud af det, og hvad skal man lægge i det? Når man bliver ældre, skal der arbejdes utrolig hårdt. Jeg er en person, som aldrig vil springe over, hvor gærdet er lavest; jeg vil gøre tingene som det absolut bedste, jeg kan. Hvis jeg føler, at motivationen, som har drevet det her værk, begynder at svinde, er det ikke noget for mig mere. Det var jeg begyndt at føle. Derfor er det den rigtige beslutning at tage, siger Sørensen, der alligevel kommer til at kigge på de gamle holdkammerater med lange øjne.

- Det bliver svært, når sæsonen går i gang, og jeg ser folk løbe rundt. Jeg tror, man altid vil savne det, for det er noget unikt at være professionel fodboldspiller, spille foran 40.000 mennesker, føle konkurrencen, adrenalinen. Det vil for altid være væk, så det skal man vænne sig til.

- Jeg er selvfølgelig utrolig stolt over min karriere og føler måske heller ikke, jeg kunne opnå så meget mere. Det bliver selvfølgelig mærkeligt, når jeg har haft fodbold som omdrejningspunkt i så mange år, og der fremadrettet skal ske noget nyt, men det er også spændende, siger han. 

Det nye og spændende er, at han skal arrangere cykelløbet Ride for Kids, som samler penge ind til velgørenhed i form af Starlight Children's Foundation i Australien og danske KidsAid. Derudover håber Thomas Sørensen, der bliver boende med familien Down Under, at kunne give noget af sin fodbolderfaring videre.

- Jeg har sagt til klubben, at jeg utrolig gerne vil hjælpe til på halvtidsbasis. Bolden ligger hos dem, og de skal se, hvordan jeg kan passe ind. Jeg har haft samtaler med dem, og det kan være, jeg kan hjælpe de unge i klubben med deres fremtid, siger Thomas Sørensen.

- Det kunne også være fedt at tilbringe mere tid med familien og tage nogle steder hen, når børnene har sommer- og vinterferie. Det har jeg ikke kunnet tidligere, griner han.