Han blev spået en stor karriere, da han var ungdomsspiller i Brøndby, men slog sig aldrig ind på førsteholdet, og skiftede i sommer til HB Køge, der lige var rykket ud af Superligaen.
12 kampe og tre mål senere er Mustafa Hassan blevet sparket ud af klubben på grund af problemer med disciplinen udenfor banen.
- Mustafa har været involveret i nogle disciplinærsager udenfor banen, og dermed ikke levet op til de idealer som vi har i HB Køge, og det har vi meddelt ham, hvorfor han kan se sig om efter en anden klub.
- I klubben har Mustafa leveret varen, og vi takker ham for tiden her, og ønsker ham held og lykke med fremtiden. Vi er meget kede af at måtte tage dette træk, men har i klubbens ledelse og trænerstab fundet det nødvendigt, siger sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside.
I følge Ekstra Bladet har Mustafa Hassan været involveret i nogle indtil videre udefinerede voldssager. Hassan var tilknyttet HB Køge som amatør.