Generelle

Tidl. dansk landsholdssspiller vinder retssag - men stopper

Den tidligere danske landsholdsspiller Ole Tobiasen kan se frem til en erstatning fra den hollandske klub MVV Maastricht, som havde havde lovet ham en stilling efter karrieren. En karriere, som nu er endegyldigt overstået.

24.000 euro eller 178.723 kroner. Det er beløbet, som den tidligere danske landsholdsspiller Ole Tobiasen nu får ud af et længerevarende tovtrækkeri med den hollandske klub MVV Maastricht. Klubben havde lovet danskeren en position som sportsdirektør, men trak det mundtlige tilbud tilbage. Det faldt naturligvis Tobiasen for brystet, og nu har det hollandske fodboldforbund, KNVB, givet danskeren ret - og tilkendt ham erstatningen på 24.000 euro. Det stiller dog ikke Tobiasen tilfreds.

- Jeg er ikke tilfreds med erstatningen. Når man tænker på, at jeg i realiteten har været arbejdsløs siden den 1. juli, er det et skuffende beløb. Men selvfølgelig er det fint, jeg har vundet, siger Ole Tobiasen til tipsbladet.dk.

Nu kan økonomisk trængte MVV Maarstrich vælge at ansætte Ole Tobiasen igen inden den 1. oktober, hvis de vil slippe for at betale erstatningen. Men det virker udelukket, forklarer Tobiasen. I stedet får han lov til at fortsætte i et nyt job som ungdomstræner i Morten Skobo, Sebastian Svärd og Mads Junkers klub Roda JC. For den aktive karriere er et overstået kapitel.

- Jeg har lavet en aftale med Roda for denne sæson. Fodbolden er jeg stoppet helt med. Nu satser jeg på min trænerkarriere, fortæller Ole Tobiasen.

Dén trænerkarriere har altså foreløbigt ført ham til Roda, men han udelukker langtfra, at den i fremtiden vil føre ham hjem til Danmark.

- Jeg er åben overfor alt. Om det er Holland/Belgien, Danmark eller et andet land er underordnet. Jeg vil bare gerne træne, slutter Tobiasen.

Ole Tobiasen nåede i sin aktive karriere at repræsentere klubber som AZ, Ajax Amsterdam og FC København i to omgange. Det blev desuden til seks kampe og et enkelt mål i den danske landsholdstrøje.