Tidligere Barcelona-præsident anholdt for hvidvaskning af penge
Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images
Generelle

Tidligere Barcelona-præsident anholdt for hvidvaskning af penge

Sandro Rosell og hans hustru er tirsdag blevet anholdt under mistanke for hvidvaskning af penge i forbindelse med tv-rettigheder til Brasiliens landskampe.

Fra 2010 til 2014 var Sandro Rosell præsident for FC Barcelona, men siden er han havnet i et par alvorlige retssager. Senest blev han i dag, tirsdag, anholdt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Rosell, der var én af fem anholdte, herunder også hans hustru, er mistænkt for at være en del af en stor sag omkring hvidvaskning af penge i forbindelse med køb af tv-rettigheder til Brasiliens landskampe. 

Sandro Rosell var ansat i det brasilianske fodboldforbund, før han blev Barcelona-præsident, og han har angiveligt været med til at hvidvaske pengene via skuffeselskaber i skattely.

Sagen trækker tråde til den store FIFA-skandale, der begyndte at rulle for to år siden. Det er oplysninger fra FBI, der har ledt de spanske myndigheder på sporet af de fem anholdte.

53-årige Rosell er i forvejen indblandet i en anden sag omkring ulovlige penge i fodboldens verden. Købet af Neymar til Barcelona i 2014 er under mistanke for at være præget af endog mange millioner under bordet, og sagen endte med at koste Rosell præsidentposten i klubben.

Han, Neymar, spillerens far og den nuværende Barcelona-præsident, Josep Maria Bartomeu, skal alle i retten i forbindelse med sagen.