Den tidligere FC København-spiller Atiba Hutchinson var sikker mand på holdkortet i sin første sæson i PSV Eindhoven. I denne sæson har canadieren imidlertid kun fået et enkelt indhop i Æresdivisionen og spillet klubbens hjemmekampe i Europa League mod Ried.
Forklaringen skal findes i, at den 28-årige midtbanespiller i juni gennemgik en kikkertoperation i sit ene knæ for at slippe af med en lumsk meniskskade, hvorfor han missede en stor del af optakten til sæsonen.
Nu kan endnu en operation imidlertid vise sig at blive nødvendig. Det skriver Voetbal International. Hutchinson har nemlig fortsat problemer med knæet, og han skal nu igennem en MRI-scanning, der skal fastslå, om det bliver nødvendigt med endnu et indgreb, der naturligvis igen vil sætte ham tilbage i kampen for at komme tilbage på holdet i den hollandske klub.