Svenske Jesper Jansson har en fortid som sportschef i Helsingborgs IF, men i april 2015 blev han ansat som Head of Scouting i FC København. Han var dog kun på lønningslisten i den danske mesterklub i et år, før han sagde op. Jobbet var for smalt for ham, forklarede han.
Nu kan Jesper Jansson være på vej tilbage til et job som sportschef. I sidste uge stoppede Mats Jingblad som sportschef i Hammarby, hvor danske Jakob Michelsen som bekendt er cheftræner, og Jansson kan meget vel blive hans afløser.
FotbollDirekt skriver, at de to parter er i kontakt, men der skal også være flere navne på listen i den svenske klub med de mange tilskuere.
Jesper Jansson har over for det svenske medie ikke ønsket at kommentere historien.