Fredag formiddag blev OBs salg af den tidligere Superliga-topscorer Peter Utaka langt om længe officielt. Fynboerne fik fire millioner kroner i klubkassen via salget til den kinesiske oprykkerklub, Dalian Aerbin FC.
Læs også: Officielt: Peter Utaka er solgt
Senere på weekenden blev en glad Peter Utaka så officielt præsenteret i den velhavende kinesiske klub, der har givet nigerianeren en tre-årig kontrakt.
- Jeg er beæret over at være ny spiller i Aerbin FC. Jeg vil gøre mit bedste for at integrere mig på holdet, og følge trænerens ordrer, så vi kan nå de mål, vi sætter os, sagde den nu tidligere OB-angriber ved præsentationen.
Utaka er nu rejst tilbage til Danmark, hvor alt det praktiske omkring flytning mm. skal ordnes, inden han på onsdag møder sine nye holdkammerater for første gang på Dalian Aerbins træningslejr i spanske Valencia.
Peter Utaka kan efter alt at dømme se frem til en årsløn på omkring 10 millioner kroner. Dermed kan den målfarlige angriber sætte hele 30 millioner kroner ind på bankbogen, hvis han fuldfører sin tre-årige aftale med kineserne.