UEFA krydser fingre for ny FIFA-præsident
Foto: Tsafrir Abayov / Polfoto
Generelle

UEFA krydser fingre for ny FIFA-præsident

Fredag afholdes der præsidentvalg i FIFA, men det sker i lyset af masseanholdelser og mistanke om korruption. UEFA-medlemmer overvejer at boykotte eksekutivkomiteen.

Skal Sepp Blatter genvælges, eller skal FIFA have ny præsident i form af Prince Ali Bin Al-Hussein?

Det er fredag det store spørgsmål, når der afholdes præsidentvalg i FIFA. Men præsidentvalget sker i skyggen af kæmpe skandale, hvor flere FIFA-folk er anholdt og mistænkt for korruption. Folk, der har arbejdet under schweiziske Sepp Blatter, der efterhånden er kædet sammen med flere skandaler og rygter om korruption.

Blatter er i forvejen ikke den mest vellidte præsident, specielt ikke i UEFA-regi, men han har siddet som præsident siden 1998 og har fortsat mange støtter rundt omkring i verden.

At præsidentvalget sker i lyset af skandalen, har også fået UEFA-medlemmer til at true med at boykotte FIFA-kongressen fredag, og UEFA-præsident Michel Platini fortæller på et pressemøde, at UEFA-medlemmerne alle kan finde på at boykotte eksekutivkomiteen i FIFA, hvis Sepp Blatter genvælges.

Det engelske fodboldforbunds vicebestyrelsesformand David Gill har allerede meddelt, at han har i sinde at boykotte eksekutivkomiteen, hvis Sepp Blatter genvælges.

Ifølge Sky News-journalist Paul Kelco har Michel Platini udtalt, at han har snakket med Sepp Blatter og fortalt ham, at han bør træde tilbage som præsident i FIFA. Hvortil svaret var, at det allerede er for sent.

Blatter har forsøgt at få rykket FIFA's præsidentvalg, men indtil videre skal der stadig vælges en præsident fredag.