Uheldig EfB-back: Nu er vi favoritter
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Uheldig EfB-back: Nu er vi favoritter

Ryan Johnson Laursen mener, at Esbjerg nu er favoritter til at gå i finalen efter 1-1 ude mod FC København.

Esbjerg fik 1-1 med sig fra Telia Parken i den første semifinale i pokalturneringen, og det er et udgangspunkt, vestjyderne kan være meget tilfredse med - det gælder ikke mindst højrebacken Ryan Johnson Laursen. Efter bare ti minutter forærede han Youssef Toutouh en scoring, men den fejl blev knap så afgørende, da Mick van Buren udlignede til 1-1 i anden  halvleg.

Ryan Johnson Laursen har været Esbjerg en god mand i denne sæson, og  han er i spil til at komme med til U/21-EM til sommer, men denne torsdag var han en groggy bokser i ringen.

- Jeg får ikke styr på min førsteberøring, og så inden jeg får set mig om, så har Youssef (Toutouh, red.) erobret bolden, og så scorer han. Jeg må indrømme, at det tog noget tid at komme over den. Jeg prøvede efterfølgende at spille det sikre, gøre det nemme og komme ind i kampen igen. Jeg har ikke prøvet før at lave så stor en fejl, og  jeg tager den 100 procent på min kappe, siger Ryan Johnson Laursen.

Han glæder sig dog over, at Esbjerg trods alt fik 1-1 med fra udekampen mod FC København, og nu mener han, at Esbjerg er favorit til at gå i finalen.

- FC København var gode. De spillede hurtigt, og det kørte for dem i lange perioder. Efter pausen kom vi ud med bedre energi og fik scoret et vigtigt mål. Hvis vi inden kunne have solgt den her kamp for 1-1, så havde vi gjort det. Vi er godt tilfredse, siger Laursen og tilføjer:

- Nu tror jeg, at vi er favoritter. Foran et forhåbentlig fyldt Blue Water Arena kan tilskuerne godt bringe os fremad.