Generelle

Ulve-træner chokeret over indsats

FC Midtjyllands reserveholdstræner Jonas Dahl er rystet over flere af klubbens førsteholdsspilleres indsats.

Dahl havde den åbenbart tvivlsomme fornøjelse at være forstærket af navne som Danny Olsen, Danny Califf og Christopher Poulsen, da ulve-reserverne blev ydmyget med hele 1-5 mod Esbjergs reserver i 2. division vest-kampen i går.

- Jeg mindes ikke, at jeg har set holdet kollapse så meget. Alle spillere arbejder individuelt, og når der bliver kæmpet, så er det kun en spiller af gangen. Ingen er klar til at tage de simple løb for hinanden, og ingen virker motiverede for at spille på det her hold. Det er simpelthen bare ikke godt nok, siger reserveholdstræner Jonas Dahl til klubbens hjemmeside.

Dahl tilføjer, at han håber, nederlaget vil appellere til spillernes professionelle stolthed, for hvis det ikke gør det, bør de finde noget bedre at tage sig til, ifølge træneren.