Video : Tipsbladet
Generelle

Ung FCK-spiller strålede i Skive

Unge Carlo Holse leverede en bemærkelsesværdig indsats, da FC København vandt over Skive IK.

Ståle Solbakken valgte at lade Carlo Holse starte inde i pokalkampen mod Skive. Det skulle vise sig at være en klog beslutning, da kantspilleren hamrede bolden i netmaskerne til 0-1 for gæsterne fra FC København.

Ti minutter før pausen var den 18-årige på pletten igen. Hans venstrefod ramte bolden på klinisk vis og smadrede på overliggeren, før bolden igen lå i netmaskerne. Fantastisk mål, der beviste, at den unge spiller ville indtage sin startplads med stil.

Kort inde i anden halvleg var Skive IK tæt på en reducering. Pierre Bengtsson kom på den forkerte side af Jeppe Mogensen, hvis skud snittede Stephan Andersen og ramte stolpen. 

Martin Pusic var meget tæt på sit første mål for FC København, da angriberen løb fri i feltet. Desværre for gæsterne dømte dommeren offside, efter at Pusics afslutning endte i målnettet.

Til gengæld var Kasper Kusk skarp, da han headede FCK på 0-3 mod Skive IK. Ganske fortjent efter dominans fra de forsvarende pokalmestre.

Dermed er FC København videre til fjerde runde med en sejr på 0-3 over Skive IK i DBU Pokalen.