Amerikanske Freddy Adu brød tilbage i 2003 igennem med voldsom kraft på den internationale fodboldscene. Som bare 13-årig brød han igennem med forrygende spil ved U/17-VM, og alle Europas største klubber med Manchester United i spidsen var interesserede i at hente ungersvenden, der blev kaldt verdens største talent, over Atlanten.
Siden blev han alle tiders yngste debutant som 14-årig i MLS, men han er aldrig blevet den verdensstjerne, som de tidlige takter lagde op til. I 2007 skiftede han som 18-årig til Benfica, men det blev ingen succes, og det samme var tilfældet med efterfølgende lejemål hos Monaco og Belenenses. I januar i år så det ud til, at der skulle falde lidt ro på karrieren, da han underskrev en lejeaftale på 1½ år med græske Aris Thessaloniki, men nu er han også uønsket der.
Adu har ikke slået igennem spillemæssigt, og klubbens træner, den tidligere Valencia- og Inter-træner Hector Cuper, vil ikke engang have ham med på træningslejr. Derfor vil klubben nu sende ham tilbage til Benfica.
- Han er stadig vores spiller, men vi vil snakke med Benfica for at finde en løsning, siger Chrisanthos Tsaltidi, der er talsmand for Aris, til den portugisiske sportsavis Record.
Spørgsmålet er nu, om OB endnu engang kan komme i spil. Sidste sommer blev den fynske klub rygtet til at være amerikanerens nye klub, men i sidste ende blev det ikke til noget alligevel.