VM-profil hepper på Schjønberg som landstræner
Illustration
Generelle

VM-profil hepper på Schjønberg som landstræner

Giancarlo Gonzalez, der spillede en stor VM-slutrunde, håber, at Michael Schjønberg bliver landstræner for Sydkorea.

Den helt store sensation ved VM var uden tvivl Costa Rica, som ingen havde spået til at gå videre fra en sand dynamitpulje med Italien, England og Uruguay, men sydamerikanerne nåede alligevel hele vejen til kvartfinalen, hvor holdet blev ekspederet ud af Holland efter straffesparkskonkurrence.

Flere costaricanske spillere fik gjort rigtig god reklame for sig selv under slutrunden. De tidligere FCK-spillere Cristian Gamboa og Christian Bolanos kan nævnes i den forbindelse, og det samme kan Giancarlo Gonzalez, der var en klippe i Costa Ricas forsvar.

26-årige Gonzalez tørner til dagligt ud for Columbus Crew, men han har tidligere spillet i norske Vålerenga, og han giver klubbens danske assistenttræner Michael Schjønberg en stor del af æren for sin succes.

- I Vålerenga lærte jeg meget om livet, og jeg lærte meget om fodbold af Michael Schjønberg. Jeg snakkede hverken engelsk eller norsk, da jeg kom, så det var meget svært, siger Giancarlo Gonzalez til VG.

Tipsbladet.dk kunne tidligere på måneden fortælle, at Michael Schjønberg var i spil til at blive landstræner i både Japan og Sydkorea. I 11. time trak danskeren sig dog som kandidat til at blive japansk landstræner, da han går 100 procent efter et job i Sydkorea – muligvis som landstræner.

Og Giancarlo Gonzalez hepper på Michael Schjønberg som fremtidig landstræner i Sydkorea.

- Det giver god mening for mig, at han er eftertragtet som landstræner i Sydkorea. Han var rigtig god for min udvikling, og Costa Rica og Sydkorea har samme arbejdsmoral, siger han.