Young Boys vil af med Silberbauer i januar
Illustration
Generelle

Young Boys vil af med Silberbauer i januar

Michael Silberbauer kan muligvis komme væk fra Young Boys i det kommende transfervindue. 

Michael Silberbauers situation i Young Boys kan muligvis blive løst i vinterens transfervindue, der åbner i januar. 

Den danske midtbanespiller er uønsket i klubben og har udelukkende trænet med klubbens reservehold gennem hele efterårssæsonen. Silberbauer vil gerne væk, og Young Boys vil gerne af med ham, men parterne kan ikke blive enige om de økonomiske vilkår i forbindelse med skilsmissen

Derfor er Michael Silberbauer låst fast i den schweiziske klub, der nu slår fast, at han ingen fremtid har på førsteholdet. 

- Han kommer ikke til at spille på førsteholdet igen. Han skal også spille med reserveholdet næste år, ligesom han har gjort i år, og det vil være bedst for ham at finde en ny klub i Danmark eller et andet sted. Vi har en kontrakt med ham, men han kommer ikke til at spille på førsteholdet, siger Young Boys' talsmand Albert Staudenmann til tipsbladet.dk.

Michael Silberbauer kunne ifølge Young Boys have forladt klubben i sommer, hvor der var dansk interesse for ham, men nu håber schweizerne, at de kan komme af med danskeren i januar. 

- Klubbens sportsdirektør tog en beslutning i sommer, fordi der egentlig var en aftale med en dansk klub. Men vi kunne ikke finde en løsning med Michael, og derfor blev beslutningen om at sende Silberbauer på andetholdet truffet. Vi håber, at han kan finde en ny klub i januar, og vi er villige til at lytte til tilbud fra andre klubber, siger Young Boys-talsmanden. 

Michael Silberbauer har tidligere fortalt, at han ikke kan blive enig med Young Boys om de økonomiske vilkår omkring et klubskifte, fordi den schweiziske klub ikke er villig til at betale en del af den løn, Silberbauer må give afkald på ved at skrive en mindre attraktiv kontrakt med en ny klub. Men nu åbner Young Boys for at finde en løsning. 

- Vi er også åbne over for at finde en økonomisk løsning, for det vil være bedst for alle parter, hvis han finder en ny klub, siger Albert Staudenmann. 

Michael Silberbauer har kontrakt med Young Boys frem til sommeren 2015 og kan altså risikere at sidde fast på klubbens reservehold i yderligere halvandet år.