
Zenit St Petersborg -træner Luciano Spalletti forlængede torsdag sin kontrakt med den russiske storklub og åbnede i den anledning op for storkøb i det russiske transfervindue, der endnu ikke har lukket.
Wesley Sneijder, der i sommerens transfervindue var meget på tale til et skifte fra Inter til Manchester United er angiveligt en af de muligheder de pengestærke russere overvejer.
Hollænderen selv har givet udtryk for, at han endnu er usikker på, hvor han spiller i næste sæson, og Spalletti lægger ikke skjul på sin begejstring for hollænderen.
- Hvem ville ikke gerne have så stærk en spiller? Hollænderen er eftertragtet blandt mange topklubber, men han er endnu på kontrakt i Inter, der ikke virker klar til at sælge, lyder det fra den italienske træner, der selv på rygtebasis har været på tale til netop Inter men som sagt forlængede sin aftale med Zenit torsdag.
- Tro mig - når man taler om en spiller af Sneijders kaliber, bliver alt meget svært. Naturligvis arbejder vi aktivt på transfermarkedet og to uger er ikke meget og alligevel heller ikke lidt, lyder det med henvisning til perioden, hvor det russiske transfervindue endnu er åbent.
Medier har også haft travlt med at sende Milos Krasic og Mauro Zarate til Zenit, men Spalletti køler rygterne ned – til dels.
- Medierne har skrevet meget om vores interesse i Krasic - nok også for meget. Alle ved, at Juventus-spilleren er en fantastisk spiller, men vi har ingen som helst intentioner om at købe ham
- Hvad angår Zarate, kan jeg bekræfte, at vi har været interesseret, men Mauro ønsker ikke at komme til Rusland.