Michael Lumb er færdig i den russiske storklub Zenit St. Petersborg. Backen returnerede tidligere på sommeren til Rusland efter endt lejeophold i AaB med håbet om at tilspille sig en fast plads i russernes start 11'er. Men den mission er ikke lykkes, og nu dømmer klubbens manager danskeren færdig.
- Lumb er en af de tre spillere, jeg forventer forlader os, siger Luciano Spalletti ifølge B.T.
Dermed er danskeren fri til at se sig om efter en ny arbejdsgiver, men alligevel føler han ikke, at han kan bruge udmeldingen fra Zenit til ret meget. I hans øjne kommer den alt, alt for sent.
- Transfervinduet har været i gang i mere end to måneder. Med to uger tilbage får jeg det så at vide. Havde de fortalt det noget før, så havde det været lettere for mig at finde en ny klub. Jeg synes, at det er tarveligt at behandle folk på den måde, siger Michael Lumb til avisen.
Men med 14 dage tilbage af transfervinduet skulle det vel nok kunne lade sig gøre for en årvågen Superliga-klub at hente den hårdtprøvede dansker hjem til mere vante himmelstrøg. I hvert fald er annoncen givet fri.