Brøndby spiller to rækker højere end BK Frem, der var de blå-gules modstander i onsdagens pokaldyst i Valby, men det kunne man sjældent se på banen, hvor det i størstedelen af de 90 minutter var en jævnbyrdig affære. Til sidst lykkedes det dog Brøndby at sikre sig videre avancement, da indskiftede Teemu Pukki gjorde det til 2-1.
Alexander Zorniger bragte en del af sine normale reserver i spil fra kampens start. Blandt andre Suk-Young Yun, Christian "Greko" Jakobsen, Rezan Corlu og Jan Kliment. Han var dog ikke tilfreds med, hvad han så.
- Jeg lærte for mange år siden, at det ikke kun handler om præstationen. Det ville have været fint, hvis nogle af de nye greb chancen i dag, men det var ikke alle, der gjorde det. Det var svært for spillerne i dag, men jeg forventer, at når en spiller får chancen, skal han gribe den. Han skal løbe som ind i helvede. Med den måde, vi spiller på, så har en spiller ingen fremtid i klubben, hvis han ikke er villig til at løbe, siger Alexander Zorniger og udtrykker tilfredshed med den smalle sejr over Frem:
- Flere Superliga-klubber er allerede slået ud af turneringen, men vi er stadig med. Jeg var ikke i tvivl om, at vi ville vinde kampen - heller ikke da der stod 1-1. Men Frem-spillerne gjorde det godt, de havde flere spillere med fart i fødderne, som gjorde det vanskeligt for os.
Han satser på, at Brøndby kan nå langt i DBU Pokalen - helst hele vejen til øverste skammel.
- Jeg vægter turneringen meget højt. Vi er i stand til at besejre alle hold, og derfor er cuppen en turnering, hvor vi kan nå hele vejen til finalen og måske vinde den. Det skal være vores mål i år, og jeg synes ikke, det er urealistisk. Men det kræver en toppræstation i alle kampe, fastslår Zorniger.
Brøndby IF blev i sidste sæson slået ud i semifinalen af DBU Pokalen af de senere vindere fra FC København.