Det blev heller ikke i år, at der kom et trofæ til skabet i Brøndby IF. Kristi himmelfartssdag tabte de blå-gule 1-3 til FC København i pokalfinalen, og dermed løber løverne med The Double i indeværende sæson.
Lige nu sidder FCK tungt på dansk fodbold, men Brøndby-træner, Alexander Zorniger, er sikker på, at Vestegnsklubben vil kunne udfordre dem i fremtiden - og også besejre dem.
- Det siger meget, at deres keeper var kampens bedste spiller. Vi pressede dem efter 1-1, og jeg synes også, de så trætte ud. Vi skal lære af sådan en kamp og gøre det bedre i fremtiden. Vi har taget store skridt i denne sæson, og jeg glæder mig til at tage yderligere i næste sæson. Jeg tror, vi kommer til at slå FCK i fremtiden, for vi lægger på hele tiden. Jeg kan se på banen, at tingene fungerer for os, men fodbold handler om resultater, siger Alexander Zorniger og tilføjer:
- FCK kan bringe kvalitet på banen, som er på et helt andet niveau - se bare på Gregus og Boilesen i dag. Der er ingen tvivl om, at mine spillere havde hjertet med på banen, men FCK er et godt hold med kvalitetsspillere hele vejen rundt.
- Det er ikke i dag, vi skal se på det negative. Vi skal også se på, hvorfor vi nåede hele vejen til finalen.
Det er lige nu meget uvist, hvordan Brøndbys trup ser ud til næste sæson. I skrivende stund står Thomas Kahlenberg, Lebogang Phiri, Rodolph Austin og Jan Kliment til at forlade klubben, når deres aftaler udløber 30. juni.
Alexander Zorniger er ikke så bekymret, men han understreger, at han kun vil se spillere i Brøndby, der brænder for at bære den gule trøje.
- Vi må acceptere, at vi mister nogle spillere, og det er vigtigt, at de spillere, der er i klubben, skal have et ønske om at være her. De skal ikke være her for at tænke på det næste skridt som Bundesligaen, MLS eller andet. De skal være her, fordi det er Brøndby, de vil spille for, siger Zorniger.
Brøndby spiller sæsonens sidste kamp på søndag hjemme mod FC Nordsjælland.