Hamalainen udelukker skifte til Danmark
Alka Superliga
Generelle

Hamalainen udelukker skifte til Danmark

Brian Hamalainen skal væk fra Genk i sommerens transfervindue, men hans kommende destination bliver ikke en dansk Superliga-klub.

Den danske forsvarsspiller Brian Hamalainen er i gang med sine sidste måneder som Genk-spiller. Efter denne sæson udløber hans kontrakt med belgierne, og det er for længst blevet meldt ud, at den ikke vil blive forlænget.

Dermed skal Brian Hamalainen på jagt efter en ny klub, og han har tidligere udtalt, at et comeback i Lyngby Boldklub kunne være interessant. Dertil skal medregnes, at de kongeblå med stor sandsynlighed spiller i Superligaen næste sæson. Det bliver dog ikke i denne omgang, at 26-årige Brian Hamalainen vender hjem til dansk fodbold.

- Der er nogle kontakter her og der. Det kan være, at jeg bliver i Belgien. Men Tyskland eller England kunne også være interessant. En tilbagevenden til Danmark er ikke på dagsordnen. Niveauet i den danske liga er meget lavere. Men lige nu fokuserer jeg kun på Genk, siger Brian Hamalainen til Het Belang van Limburg.

Han understreger desuden, at drømmen om at spille på det danske landshold midlertidigt er sparket til hjørne.

- Da jeg skiftede til Zulte Waregem for seks år siden, havde jeg en ambition om at spille på landsholdet, men på grund af de skader, jeg har haft i min tid i Genk, er det efterfølgende forsvundet af syne. I øjeblikket er landsholdet ikke noget, jeg tænker på, siger venstrebacken.

Brian Hamalainen har spillet ti U21-landskampe for Danmark.