HB Køge interesseret i Søren Larsen
Illustration
Generelle

HB Køge interesseret i Søren Larsen

Søren Larsen kan få en fremtidig rolle hos HB Køge.

Søren Larsens aktive fodboldkarriere er definitivt forbi, men muligvis fortsætter den tidligere landsholdsspiller i fodboldverdenen. Det lokale medie Dagbladet skriver således, at Søren Larsen kan være på vej mod en fremtidig rolle i 1. divisionsklubben HB Køge.

Søren Larsen har tidligere spillet i Køge Boldklub, og han har før besøgt HB Køge i forskellige sammenhænge i løbet af sin karriere. Direktør Peter Frank lægger ikke skjul på, at han godt kan se Søren Larsen i en rolle i klubben. 

- Det er jo åbenlyst, at Søren har en masser erfaring, han har prøvet det meste selv og har nogle kontakter i andre klubber, som kan hjælpe vores spillere videre. Han skal skabe sig en karriere nu, og der er mange muligheder. Det kan være salg/marketing, træner, sportschef og meget andet, siger Peter Frank til Dagbladet.

Umiddelbart er der dog et stykke vej til en reel aftale mellem Søren Larsen og HB Køge, fordi 1. divisionsklubben for nylig er blevet frataget sin A-licens af DBU. 

- Søren og os er interesseret i hinanden, og så må vi se. Han skal finde ud af, hvad han kan tilbyde os, og vi skal finde ud af, hvor vi kan se ham. Jeg kan godt se ham i klubben, men det er ikke blevet lettere af, at vi netop har mistet A-licensen fra DBU. Nu er vi punkteret på det en hjul, og før det er lavet kan vi ikke afgøre, om Søren kommer ind, siger Peter Frank.

Søren Larsen indstillide sin karriere endeligt tidligere på foråret.