
AC Milan har ryggen mod muren i onsdagens Champions League-kamp mod Manchester United på Old Trafford. Med et 2-3-nederlag i første kamp i Milano ser det svært ud for milaneserne, men de får nu opbakning fra deres ejer, Italiens premiereminister Silvio Berlusconi.
- Jeg tror, at Milan kan klare det, hvis de har troen. Og det har Milan, fordi vi ikke er bange for noget hold i verden, ikke engang Manchester United. De andre hold bør frygte os, siger Silvio Berlusconi til italienske medier.
Læs også: Ronaldinho tror på sejr og smuk kamp
Ifølge Berlusconi ligger nøglen til sejr hos en brasilianer.
- Ronaldinho kunne blive nøglespilleren. Han kan gøre forskellen med sine tricks. Men han skal overtales til at spille længere oppe på banen og score mål med større beslutsomhed, lyder det fra Berlusconi.
AC Milan møder Manchester United på Old Trafford onsdag aften.