Når det gælder dødbolde kender kreativiteten tilsyneladende ingen grænser.
Det beviser den tidligere topmålmand Walter Zenga, der nu tjener til livet som træner i den italienske Serie A-klub Catania, hvor man har opfundet en noget særpræget form for frisparksmanøvre.
Om den er inspireret af Walter Zengas egen tid som keeper, er uvist, men i alle tilfælde går taktikken ud på, at Catania placerer tre spillere i muren, når de selv har frispark, som så lader bukserne falde.
Derved er målmanden uden chance for at se bolden mellem spillernes ben og lørdag gav det så pote, da Giuseppe Mascara scorede på frispark mod en sagesløs Matteo Sereni i Torino-målet.
- Det er usportsligt og et tegn på dårlig smag. Det er et trick, som ikke burde tolereres, skældte den tidligere dommerkoordinator Paolo Casarin efter kampen.
Catania-direktør, Pietro Lo Monaco, tog dog til genmæle mandag aften i et italiensk radioprogram:
- Et trick? Det vil jeg ikke sige. Det er op til dommeren at afgøre, om det skal straffes. Jeg kan ikke se, hvad problemet er, lød det fra direktøren, som afslørede, at Zenga fortsæt træner den bar-ballede manøvre under klubbens træningssessioner.