Generelle

Kenwyne Jones skifter til Stoke

Kenwyne Jones slår i de kommende sæsoner sine jubelsaltomortaler for Stoke City på Britannia Stadium.

Ifølge flere engelske medier og klubbens egen hjemmeside er Stoke City i øjeblikket i gang med at færdiggøre forhandlingerne med Sunderland-angriberen Kenwyne Jones. Den 25-årige angriber skulle efter sigende være ankommet til Stoke tidligere i dag for at undergå et lægetjek, der skulle være den sidste brik i klubskiftet fra Stadium of Light.

Prisen er endnu ikke meldt ud, men bomberen fra Trinidad skulle efter sigende ankomme til Premier Leagues mest larmende stadion for et rekordbeløb. Stokes dyreste indkøb har hidtil været Dave Kitson, der blev hentet fra Reading for 5,5 mio. pund i sommeren 2008.

Kenwyne Jones har tidligere været på lån hos Stoke i det midtengelske, hvor han tilbage i 2005 spillede 13 kampe og scorede 3 mål. I det hele taget har de rød-hvide striber præget Kenwyne Jones’ karriere i England. Udover Stoke og Sunderland har han nemlig også spillet for Southampton.

Stokemanageren Tony Pulis har også hentet målmanden Carlo Nash og midtbanespilleren Florent Cuvelier denne sommer og udover Kenwyne Jones skulle også den tjekkiske midtbanespiller Radoslav Kovac være på vej fra West Ham.