Generelle

Kristian Bak: Nummer 32 er tilbage

FC Midtjyllands nyindkøb, Kristian Bak Nielsen, lover de midtjyske fans, at deres gamle nummer 32 er tilbage.

FC Midtjylland solgte tidligere på ugen Winston Reid til West Ham, og de hentede en gammel kending hjem som afløser. 27-årige Kristian Bak Nielsen er efter et ophold i hollandske Heerenveen nu tilbage i Herning.

- Det er lidt underligt, men også utroligt dejligt. Det var dejligt at komme hjem at møde både gamle og nye holdkammerater og se alle de nye ting, der er sket i klubben, siger Kristian Bak til TV2Sport.

Forsvarsspilleren fik sit store gennembrud i Midtjylland tilbage i 2003, hvor han med stor fight afviste angribere i eget felt og selv nåede at score 10 mål i den anden ende. Og Kristian Bak fortæller nu, hvad de midtjyske fans kan forvente sig af spilleren.

- Det er deres gamle nummer 32, der er tilbage. Jeg skal bidrage med lidt rutine, som de unge kan læne sig op ad. Tage dirigentstokken som i gamle dage. Det vil jeg i hvert fald forsøge, siger Midtjyllands nummer 32.

Kristian Bak kunne ikke nå at deltage i dagens kamp mod Esbjerg, så gensynet med de midtjyske fans er udskudt til næste runde, hvor de hjemme på MCH Arena får besøg af AaB.